SpringStrings

De spiller klassisk

Thomas Flygenring

17 år
Særkende: Rastafarihår og sorte negle
Hobbies: Trommer og kontrabas.
Nørd? Jeg har spillet bas i 21/2 år. Andre synes måske det er Nørdet, men det er det ikke.
Kommer du fra et hjem med klaver? Vi er ikke lige frem musikhandicappet i familien. Min far kan tre akkorder, og sådan efter gehør
Citat Thomas: En kontrabas har sjæl, og så lyder det for fedt, når alting går op i en højere enhed i orkesteret og samspillet fungerer.
 
 

Signe Dolezal

15 år
Særkende:Temperament og en smittende latter
Hobbies:fodbold, klaver, bas og Cello.
Nørd? Nej. Overhovedet ikke.
Hjem med klaver? Ha! Min mor anede ikke hvad en Cello var, da jeg fortalte hende, jeg ville spille på sådan en...
Citat Signe: Det afhænger af dagen du spørger på. Om jeg helst vil være keramiker eller Cellist i et stort orkester. Men solist, det har jeg ikke lyst til. Jeg vil bare gerne spille...

Indledning:

En smilende ung fyr på 17 år. Musikeren med de blændende hvide tænder. Og en passion for klassisk musik.

En 15-årig pige med dejlig udstråling og en smittende latter. En tålmodig hund og en drøm om at leve af sin hobby.

På weekend ophold i en nedlagt skole sammen med 30 andre børn i alderen fire til 20 år.

Jamen – hvad sker der her, spørger vi måbende.

De fyrer den af. På bas og Cello.

 

 

Af mogens cuber/ Fortælle Fabrikken

 


Sorte negle. Kors om halsen og rastafarihår til langt ned på ryggen.

På vej hen til klasselokalet i den nedlagte skole, hvor det nystartede Børnesymfoniorkester SPRING STRINGS øver sig, ligner han en de fleste piger vil gøre alt for at gå arm i arm med. Bare lidt.

Men sorry. Pladsen er optaget. Under Thomas arm findes – ifølge ham selv en til tider lidt forsømt kæreste – under den anden arm, til gengæld slæber han på en lånt kontrabas.

  • En rimelig bas koster 30.000 kroner, og dem har jeg ikke lige nu,

forklarer Thomas, der har lånt den to meter høje kleppert, som, bortset fra Harpe og slagtøj, må være det mest ucheckede instrument at bugsere rundt med i en Metro, eller i svigermors udestue....

Hverken svigermor eller kæresten til Thomas er her i øvrigt.

Det er nemlig anden dagen på øve-weekenden for det nystartede børnesymfoniorkester, som Lyngby-Taarbæk Kommunes Musikskole har sparket i gang med midler fra Kulturministeriet.

  • Hun kunne sikkert godt have været her, men på den anden side; Hvem gider at sidde i timevis og lytte på at vi øver de samme stykker igen og igen. Det skal man sgu være lidt af en nørd for at nyde, griner Thomas og slår ud med armene:
  • Det er – hvor mærkeligt det end lyder, ret fedt at være her sammen selvom der er børn i alle aldre.

Spring Strings på springtur

Vi er tæt på Haslev på Sjælland. Skolen er hæslig. Nedslidt og et levn fra Vikingetiden. Nu bruges den som spejderlejr, og lejes ud til folk med mærkelige hobbies som for eksempel at spille klassisk musik.

I et døgn har symfoniorkesteret, Spring Strings, øvet og øvet.

Orkesteret har sin første koncert for et publikum forude om få uger, og da det kun er fire måneder siden at Thomas og de andre 50 børn og unge spillede sammen første gang, skal man være mere end almindelig tonedøv for at overse hvor falsk udvalgte passager fra Vivaldis "De 4 årstider" lyder...

Giver det sure miner ovre i Basgruppen, hvor de ældste medlemmer af orkesteret har samlet sig?

Overhovedet ikke.

Thomas læner sig ind over bassen og griner højlydt af en historie som en af de andre fra gruppen netop har afleveret. De mindste strygere filer fortsat løs så det hviner i øresneglen, og orkesterets leder, Mette Hanskov, farer rundt med hektiske røde kinder og forsøger at få styr på tropperne.

Kulturministeriet lavede for nylig en rapport der slog fast at landet er i bekneb for talenter. Den klassiske musik er yt. At være Stjerne for en aften er in. Og den går slet ikke i den klassiske musik. Kun års træning og atter træning levner en mikroskopisk chance for at ende som stjerne. For tiden har vi en; Han hedder Nikolai Zchneider. Resten er lige til øllet, for i Danmark kan vi ikke producere dygtige nok musikere til orkestrene rundt omkring i landet. På musikkonservatorierne klager man over manglen på talent. Og hvad sker der så?

  • Der sker det, at udenlandske musikere gerne vil til Danmark for at arbejde for der er nemlig arbejde at få, forklarer Keld Johansen, der er leder af Lyngby-Taarbæk Kommunes musikskole. Og det skal der laves om på. SPRING STRINGS er åbent for alle, der vil spille sammen med andre. Og de har ambitioner om at blive bedst i landet.
  • Det er ambitiøst, men det skal være sjovt samtidig med mener Thomas, der også har et liv som trommeslager i et PunkRockHeavyMetalBand.

 

Basser er bar’ for fede

Og tonen er rå, men hjertelig blandt de ældste. Hos kontrabasserne befinder de største sig, og det ligner optakten til en festlig aften. Jokes og drillerier fyger gennem luften. De fleste mødes kun gennem den klassiske musik, og det er ikke hver dag at der er sat en hel weekend af til at vride strenge.

  • Jeg ved sgu godt det lyder mærkeligt i andres ører, at jeg synes det er fedt at tage på sommerlejr en hel uge, for at spille bas, konstaterer Thomas og fortsætter:
  • Og så i Jylland.....

Men det gør han altså, og har gjort det i to-et-halvt-år. Lederen af orkesteret hedder Mette Hanskov, og spiller selv kontrabas i det Kongelige Teater. Ved en tilfældighed fik hun Thomas i gang:

  • En bas kan ALT. Den bærer det hele i et orkester. Men den kan også bruges til Jazz og...ja...så er folk der spiller bas bare for fede, ler hun.

Det nærmer sig fyraften, og der er sat et par kasser øl på køl på gårdspladsen. Blandt orkesterets yngste er kæberne ved at gå af led. Trætheden har meldt sig for længst, og både fødder og hænder er svulmet op efter mange timers arbejde med strengeinstrumenterne.

Forældreopbakningen er total, så der er opvartning i hoved og r.. fra fredag eftermiddag til søndag. Total Cool. Om lidt er maden klar. Hamburgers og salat.

Selv Morgenvækningen er der taget hånd om. Svend Pontoppidan trutter Jazz i sin klarinet klokken 7:30, og faderen til tre tøser i orkesteret, får ingen sure håndtegn kastet efter sig af den grund. Kort sagt – De tror på det i Spring Strings.

 

Kunsten at udtrykke følelser

Vi vil altså gerne lytte til klassisk musik i den danske kolonihave, men at få unge til at øve sig på strengeinstrumenterne er smadder svært for det kræver disciplin, viljestyrke og – i Signe Dolezals tilfælde – blandt andet en forståede hund der ikke hyler når man spiller falsk forklarer den 15- årige pige fra Virum, der har spillet siden hun fyldte seks år.

  • Min hund er meget tålmodig. Jeg har spillet i ni år på Cello, og selvom jeg øver mig en time hver dag spiller jeg sgu også ret tit falsk, griner Signe.

I dag er Signes veninder lidt misundelige over, at hun fortsatte, da de andre stoppede. For det fede er, at kunne spille godt på et klassisk instrument. Det er noget helt særligt.

  • Man kan udtrykke følelser med sin Cello. Der er stor forskel på at øve sig, når man er glad, eller når jeg er trist og ked af det.

Forleden blev hun så tosset over at fingrene ikke ville som hun ville i hovedet, at hun nær havde smadret instrumentet. I situationer som denne passer hendes temperament bedre til trommer, erkender hun. Men nu er det altså Cello hun spiller. Og Bas. Og Klaver.

  • Og fodbold. Det må du gerne skrive at jeg spiller. For ellers lyder jeg bare for kedelig, og det er jeg ikke.

Tid til en kæreste er der vist heller ikke i Signes liv. Ikke at hun ikke har lyst. Men når der også er et fritidsjob...og hunden Sammi at passe. Ja så kniber det med tiden til at nå det hele. Kæreste inklusiv.

  • Derfor er det også så fedt at bruge en hel weekend på at spille, forklarer de begge to, da det er blevet fyraften og der er kommet øl på bordet, og de mindste er lagt i seng.

 

De hårde hunde

Det er lørdag aften et øde sted på Sjælland. Om lidt mødes vennerne for at lade op til natteravneri og eventyr. I klubber. På Diskoteker. Hænge ud. Se hvad der sker.

Sådan er det også udenfor Haslev i regnvejr. Her sutter basserne og en enkelt Cellist på et par håndbajere. Ved nummer to rejser de sig og går tilbage til Gymnastiksalen igen.

Mette Hanskov – næsten en skygge af sig selv nu, efter et hårdt døgn som dirigent, kigger sløvt på den lille eksklusive gruppe, der fortsat er på benene.

  • Skal I spille, stønner hun.
  • Gu’ ska’ vi da spille. Er du med?, lyder det enstemmigt fra drengene.

I bleggult neonlys. I en aldrende Gymnastiksal med ødelagte ribber, og en bom der hænger sløv og træt i sit tovværk. Dér slår solobassisten fra det Kongelige Teater takten an endnu engang, og mens vi andre går i seng, vrider de hårde hunde strenge en gang til.

  • Godnat så. Og tak for i aften, siger jeg.

De hører mig ikke. De spiller klassisk.

 

Slut.