SpringStrings

Lille Ida har en Cello

 

...og det har søster Dorte (8) også. Og storesøster Malene (10).

Familien Pontoppidans liv er musik. Klassisk musik.

Bliver de pacet frem?

Overhovedet ikke, fastslår familiens overhoved, Svend Pontoppidan, der selv spiller klarinet i Sjællands Symfoniorkester.

I Lyngby-Taarbæk Musikskole er musikskoleleder, Keld Johansen lykkelig. De tre søskende er mere end velkomne i SPRING STRINGS; Et børnesymfoniorkester med vokseværk og ambitioner.

 

 

Af Mogens Cuber/Fortælle Fabrikken


 

Op ad trappen går det nogenlunde.

Ida bestiger trin for trin skolens enorme trappe op til første salen, hvor Celloerne i dag skal øve sig. Hvert andet øjeblik svajer kroppen faretruende i retning mod gulvet fem meter under hende. Det ser ikke godt ud. Det ser ærlig talt ud til at være den fireårige piges største udfordring til dato. Men ingen hjælp vil hun have. Hvis hendes ældre søskende kan, så kan hun også.

Når det gælder musikken – og, ikke mindst glæden over at være sammen med både de to ældre søskende, og de andre børn og unge der til sammen kalder sig SPRING STRINGS, skyer pigen med rottehalerne ingen midler.

 

  • Jeg kan ikke huske hvor lang tid jeg har spillet Cello, siger hun: - Men det er i hvert fald mere end en uge.

 

På toppen af trappen puster hun ud et øjeblik. Det er godt der går laaaaaang tid før hun skal den anden vej, synes hun at tænke.

Så hanker hun op i bagagen på ryggen en gang til, og de korte ben stavrer målrettet ind i et klasselokale, hvor Cellist-lærer Peter Tönshoff glædesstrålende tager imod med ordene:

  • Og der har vi så Ida. Skal vi så se om du kan ramme enten Cecilie, Gerda, Dorte eller Anna-strengen.
  • Jeg kan bedst li’ Cecilie, svarer hun og sætter sig på en lille taburet.

 

SPRING STRINGS EN DRØM

Ideen til at skabe et ambitiøst børnesymfoniorkester er langt fra ny.

Flere steder i landet har man forsøgt sig, men med forskellige resultat til følge.

Leder af Musikskolen, Keld Johansen, erkender, at det mere end nogensinde drejer sig om at motivere forældrene til at holde børnene til ilden:

  • Børn zapper rundt mere end tidligere. Og forældrene tillader det. Og det gør det svært at arbejde med klassisk musik og strygeinstrumenterne for der går forholdsmæssig lang tid før end det begynder at lyde af noget.
 

Kompetence og netværk har Keld Johansen masser af. Og børn også. Det vidste han, for igen og igen lød beklagelserne over, at der ikke var ordentlige rammer for at spille sammen.

Næsten samtidig med en nedslående rapport fra Kulturministeriet, der dokumenterede, hvad det professionelle miljø allerede godt vidste, nemlig at fødekæden fra musikkonservatorierne og ned til Ida og Celloen er brudt, satte Lyngby-Taarbæk Kommune alt ind på at skaffe de 200.000 kroner der skulle sikre arbejdsro det første års tid. Pengene blev bevilliget – Kulturministeriet så potentialet i projektet, men hvem der skulle stå i spidsen for projektet – det havde man endnu ikke styr på.

Den musikkonservatorieuddannede violinist, Søren Østergaard, arbejder fast på Musikskolen som ekstern lærer.

Til daglig slår han sine folder i nogle af landets største orkestre, og har et stort netværk blandt sin professionelle kolleger.

Søren Østergaard var ikke i tvivl om at der skulle en ildsjæl til at gå forrest, og man blev enige om at en tidligere elev af Musikskolen, Mette Hanskov, burde få et tilbud hun ikke kunne afslå.

  • Hun havde alligevel heller intet at give sig til!, lyder det drillende fra Søren Østergaard, der i en årrække har stødt på solobassisten i alle mulige sammenhænge. Altid på farten. Altid med nye ideer. Altid i front for den gode musik – og altid parat til at lære fra sig.

Men med en fin karriere som solobassist i det Kongelige Kapel, ville det måske knibe med tiden?

  • Jaah. Tid er der ikke meget af. Ikke hvis du spørger min familie. Men jeg har faktisk en forstående mand, der bakker op, lyder det fra Mette Hanskov, som underviser på konservatorierne ved siden af arbejdet som solobassist.

Men Søren Østergaard havde fat i den lange ende, for nøglen til succes for børneorkesteret lægger (også) udenfor musikskolen:

  • Det afgørende er, at børnene – og forældrene ikke mindst - mærker professionalismen og suset fra den virkelige verden. Et orkester er holdspil, og på trænerbænken vil det altid være mest optimalt at have en Michael Laudrup type siddende. Det betyder, at man øver sig, og indordner sig. Og har nogen at se op til.

En vinterdag for mange måneder siden kørte Mette Hanskov hjem fra et møde med Musikskolens ledere og lærere:

  • Orkesteret skal hedde SpringStrings, tænkte hun. En ide havde fået et navn. Efter Vivaldi – og den smukke forårssats fra de fire årstider.

Da Familien Pontoppidan hørte om ideen, slog de til. Om der kunne være plads til alle ungerne og instrumenterne på en og samme tid, var en helt anden sag.

En råkold eftermiddag i november kan man ved selvsyn beundre hvordan en familiebil pakkes hurtigt efter endt øvning. Ulvetimen nærmer sig, og det er snart 12 timer siden at de første stod op for at komme i gang med dagen. Lille Ida vil selv løfte sin Cello ind i bagagerummet, og det er svært – for der har søstrene allerede lagt sine instrumenter ind.

En kort tudescene senere og et par formanende ord fra moderen, afgør det hele. Og så er der sulten. Klokken er tæt på seks og maden venter derhjemme, hvor Svend Pontoppidan venter.

Nu er det sådan, understreger Svend Pontoppidan:

  • At Ida jo ikke spiller ret meget rigtigt endnu.

Og deri består nøglen til den succes orkesteret har opnået på bare fire måneder. Der skal være plads til talenterne. De skal plejes og udfordres hele tiden. Og nybegynderne skal stimuleres af al den gode musik der ind i mellem opstår.

Men for denne artikels forfatter, er det en gåde – for med reference til noget jeg kender til, nemlig fodbold; så er det ubegribeligt, at blande puslinge, miniputtere og ynglinge sammen på et fodboldhold. Det giver knubs og ballade i sidste ende.

  • Men, sådan er det ikke i den klassiske musik, forklarer Mattias Hanskov Palm, der som mellemnavnet antyder, er i familie med dirigenten, Mette Hanskov:
  • I et orkester skal man tage hensyn og indordne sig. Solister må kun føre sig frem, når det står i noderne, at de skal. Sådan er det ikke i fodbold, vel?

Den rummelighed er ifølge Svend Pontoppidan, hvad SPRING STRINGS består af. Men kun så længe forældrene holder børnene til ilden. Der skal øves. Og så er der jo noget med disciplin, og at indordne sig.

Gider børnene det?

  • Ja, svarer Malene, den ældste af Pontoppidan børnene: - Det gider vi godt, for det betyder at vi bliver bedre, og at det lyder bedre og bedre hele tiden.

 

Værst at stå op

 

Niklas Walentin kommer helt fra Stege med sin violin og sin ubetingede glæde ved violinen. Og i en pause jammer han med Mattias, en 11-årig knægt med en kæmpebas i favnen.

De elsker det, og det gør ikke dagen dårligere at der er en del piger der ser beundrende til, da de fyrer den af i bedste Sven Asmussen stil. Søster Dorte sender blikke der nok er beundrende. Men der er ting som ikke kan stilles spørgsmålstegn, og det er:

  • At piger bare er bedst. Drenge er dumme, hviner hun og forsvinder som en tornado ind i klasselokalet, hvor celloerne øver sig.

Midt i lokalet står en taburet. En lille taburet. Men, hvor er Ida? På toilettet selvfølgelig. Ned ad trapperne igen. Ting tager tid.

Også for Niklas Walentin, der spiller flere timer hver dag, og VIL være solist en gang:

  • Jeg elsker min violin og jeg ved godt at jeg skal øve mig meget hver dag, hvis jeg - skal blive lige så god som mine forbilleder. Selvom jeg nogen gange får ondt i skulder og nakke af at spille, er det værste nu alligevel at stå op i måske en hel time, når jeg spiller. Her må vi gerne sidde ned, når vi øver os. Det er fedt på den måde. Knægten bedyrer at han øver sig mindst en time hver dag, og det er som om han taler om sin livs udkårne, når jeg beder ham beskrive sit forhold til violinen.
  • Den er....Den er bare det bedste jeg ved, siger han og ser alvorligt på mig.

Om det gælder for familien Pontoppidan og alle de andre børn og unge i orkesteret, at instrumnetet er det bedste i verden, er nu nok lidt tvivlsomt. Men der går en rød tråd gennem alle de historier, jeg opsnapper. Det er svært at spille, men det er sjovt at være sammen så mange ad gangen.

  • Netop det er pointen, forklarer Keld Johansen.
  • Lille Ida øver sig måske 10 minutter hver dag, og det er da fint. Det vigtige er, at hun vil være med, og at vi kan stimulere hende på musikskolen.

Svend Pontoppidan understreger, at der ikke er den store forventning om at de SKAL gøre det. Lysten er der som regel alligevel.

At det er en musikalsk familie, hvor også moderen, Hanne, har været amatørmusiker en gang inden børneflokken tog form, betyder ikke at der under juletræet altid lægger noder af Bach.

  • Nej, ih Guder, stønner Svend Pontoppidan:
  • Her er der lige så meget "Stjerne for en aften" og POPSTARS som i alle andre hjem vil jeg tro.

Få børn er droppet ud af orkesteret, mens der til gengæld dukker nye ansigter op næsten hver gang der er øvedag. Jungletrommerne har lydt. Over det meste af Sjælland:

  • Lærerne tager børnene seriøst samtidig med at de har det sjovt, fastslår Svend Pontoppidan, der mener, at hans egne børn er et vældig godt eksempel på, at tre vidt forskellige børn sagtens kan være med, hvis udgangspunktet er i orden.
  • Det drejer sig om at orkesteret arbejder med graduerede stemmer. Det betyder at min ældste, Malene, spiller A-stemme (den svære, red), Dorte spiller B-stemme...og Ida....ja hun spiller med...og synes det er dejligt at være tilstede, hvor der sker noget.

Og det gør der. Sker noget. Da der er orkesterprøve er Ida endnu ikke dukket op, men Mette Hanskov beslutter sig for at begynde alligevel. Disciplin må der til:

 

Kan en voksen ikke lige se, hvor langt hun er noget med trapperne, griner dirigenten og af sted springer en voksen for at checke hvor orkesterets yngste er henne. Hos basserne står en flok teenagere og vender et stykke tyggegummi i munden. De hygger sig. En mandag, sidst i november, er en god dag fordi Danmarks, uden sammenligning, mest livsglade symfoniorkester, er samlet. På Engelsborgskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune drøner det gennem korridorer og skoleklasser; Spil! Spil! Spil!

 

Hårdt arbejde tæller

Det første møde var i september. Hen ved 60 børn, og næsten lige så mange forældre var mødt op.

Da de første to timer var overstået lignede Mette Hanskov noget katten havde slæbt med ind:

  • Indrømmet. Jeg var helt groggy. Jeg havde ikke forventet at det lød så dårligt.

Sådan. Mette Hanskov og de fire faste lærere til henholdsvis, Cello, Bratsch, 2. og 1. violin havde fået kam til deres hår.

Men der er gået fire måneder, og orkesteret har været på lejrtur en hel weekend.

To uger før jul er den første koncert i sigte, og jo: Vivaldi er på programmet. Og til foråret er der en tur til Tyskland i sigte.

Ida - derimod – er stadig ikke dukket op ovre fra øvelokalerne på den anden side af gårdspladsen. Hun vil selv gå op eller ned af trapperne med sin Cello, men Mette Hanskov vurderer at det er bedst at komme i gang nu inden uroen breder sig for meget blandt de ældre.

  • Vi prøver lige en gang til, lyder det fra Mette Hanskov.

Også her er trætheden ved at indfinde sig. Men de gør det. Spiller fortryllende falsk. Og så. Pludselig er den der. Man mærker det i kroppen. Hårene rejser sig. Dirigenten smiler lykkeligt. Mørkemænd og sure vinterminer. Gå hjem og vug. Der er forårskådhed at spore. SPRING STRINGS – en umulig drøm bestående af 60 børn og unge rammer taktslaget samtidig. Næsten da. Men hvor er lille Ida? Storesøster Malene rokker uroligt på sin stol. Mon hun er faldet ned ad trapperne?

Nej. Der er hun. Som en primadonna skrider hun scenevant ind gennem nodestativer, og selv med Celloen på ryggen undgår hun at vælte noget.

  • Du skal bare spille på løs G-strengen, hvisker Peter Tönshoff.

Den hedder Gerda. Og ved siden af den er Cecilie, og Dorte. Og Anna, lyder det bestemt fra yngste medlem af Pontoppidan-klanen i SPRING STRINGS.

Det er rigtigt, svarer Peter Tönshoff – Det er fuldstændig rigtigt.

 

Slut.