SpringStrings

Musik har ingen grænser

Hun går i folk med træsko på. Både på det Kongelige Teater og udenfor den arbejdsplads der har været Mette Hanskovs siden 1985.

Solobassisten kan ikke få nok af musik, og det har et nystartet børnesymfoniorkester i Lyngby-Taarbæk Kommune fået at mærke.

 

 

 

Af mogens cuber/Fortælle Fabrikken

oktober 2003

 


I elevatoren fra Metroen og op til Kongens Nytorv opdager Mette Hanskov, at hun stadigvæk har sine røde træsko på. Hun slår ud med armene så den tro følgesvend - kontrabassen – på hjul, vakler faretruende.

  • Er de ikke bare flotte, spørger hun glad.

Håret er uorden, men bag brillerne gnistrer det. Var det ikke for kontrabassen ville man tro kvinden var på vej på spejderlejr. Alene den vind og vandtætte fritidsjakke leder tanken hen i den retning. Men det er Mette Hanskov ikke. Hun er på vej til prøver på sin arbejdsplads igennem 18 år. Orkestergraven på Det Kongelige Teater. Der er godt en time til tæppet går, og igen i aften skal hun spille en vanskelig solo, som – "Jeg lige skal løbe igennem inden dirigenten dukker op."

For fem kvarter siden stod en af Danmarks bedste solobassister ansigt til ansigt med 45 børn og unge i alderen fire år til 21.

I Lyngby-Taarbæk Kommune har man i mange år fodret den klassiske musikverdenen med talenter og dygtige håndværker på grund af en velfungerende musikskole. Men den ultimative udfordring havde Musikskolens leder, Keld Johansen endnu til gode. Det var sidste år. I år er anderledes. Nu er der kam til håret. For Mette Hanskov er en hvirvelvind med ambitioner og store armbevægelser.

Så da et sammenfald af tilfældigheder, og offentliggørelsen af en nedslående rapport fra Kulturministeriet om den klassiske musiks vilkår I Danmark fra musikskole til musikkonservatorierne, faldt sammen, fostredes en ide. En ide, der krævede sin kvinde.

  • Jeg er en håbløs idealist, og så elsker jeg at arbejde med børn. Børn er en gave til livet. Og til musikken, slår hun fast.

Synspunktet har musikskolens leder Keld Johansen det godt med, for intet mindre kan gøre det, hvis man skal få en gruppe børn og unge til at spille sammen på tværs af alder, ambitioner og talent.

SPRING STRINGS EN DRØM

Ideen til at skabe et ambitiøst børnesymfoniorkester er langt fra ny. Flere steder i landet har man forsøgt sig med forskellige resultater. Keld Johansen har prøvet det før, men alligevel er der en afgørende forskel:

  • Jeg ønskede, at det skulle lyde godt så hurtigt som muligt. Selv børn, der aldrig har haft en violin i hånden før, skulle kunne føle sig som en del af et musisk fællesskab efter få gange.

Kompetence og netværk, og ikke mindst en masse potentielle musikere, der var villige til at bruge tid på at øve havde Musikskolen styr på fandtes. Såvel det sociale samvær som det musikalske lå også Keld Johansen på sinde, da han i september 2002 begyndte at lufte ideen med sine medarbejdere og bestyrelse. Men en engageret leder, der også spillede fantastisk selv. Hvem kunne det være? Og som havde tid og mod på en så stor opgave.

Fra en af de faste eksterne undervisere i kunsten at spille violin, Søren Østergaard, lød der en opfordring til at prikke til Mette Hanskov:

  • Hun har alligevel intet at give sig til!, lød det drillende fra Søren Østergaard, der i en årrække har stødt på solobassisten i det danske musiske landskab. Altid på farten. Altid med nye ideer. Altid i front for den gode musik – og altid parat til at lære fra sig.

Men Søren Østergaard havde fat i den lange ende, for nøglen til succes lå udenfor musikskolen:

  • Det afgørende er, at børnene – og forældrene ikke mindst - mærker professionalismen og suset fra den virkelige verden. Et orkester er holdspil, og på trænerbænken vil det altid være mest optimalt at have en Michael Laudrup type siddende. Det betyder, at man øver sig, og indordner sig. Og har nogen at se op til.

En vinterdag for mange måneder siden kørte Mette Hanskov hjem fra et møde med Musikskolens ledere og lærere:

  • Orkesteret skal hedde Spring Strings, tænkte hun. En ide havde fået et navn. Efter Vivaldi – og den smukke forårssats fra de fire årstider.

Hårdt arbejde tæller

Det første møde var i september. Hen ved 60 børn, og næsten lige så mange forældre var mødt op. Rygterne havde i ugevis svirret, og helt fra Stege på Møn dukkede en niårig dreng op med violinen i den ene hånd og sin mor i den anden. Niklas Walentin drømmer om at blive soloviolinist, og han har talent for det. Men, også han savner nogen at spille sammen med:

  • Min violin er mit et og alt, og jeg øver mig flere timer hver dag, men det er jo fedt at møde andre børn, og få venner også, siger drengen, der af Søren Østergaard spås en stor karriere, hvis han kan bevare sin disciplin og spilleglæde i de næste år.

Da de første to timer var overstået lignede Mette Hanskov noget katten havde slæbt med ind:

  • Indrømmet. Jeg var helt groggy. Jeg havde ikke forventet at det lød så dårligt.

Sådan. Mette Hanskov og de fire faste lærere til henholdsvis, Cello, Bratsch, 2. og 1. violin havde fået kam til deres hår, og for en ude forstående lå tanken foruroligende nær:

  • Hvordan pokker har man tænkt sig at skabe et orkester, hvor den yngste er fire år og knapt kan holde om sin Cello, mens de ældste er unge mennesker med piercing, rastafari hår og hængerøv i bukserne?

Men der er gået fire måneder, og en hel øve weekend, hvor orkesteret var på lejrtur, har rettet enormt op på de skæve toner.

To uger før jul er den første koncert i sigte, og jo: Vivaldi er programmet.

Glæden ved musik har Mette Hanskov haft med sig siden barndommen, hvor hun fik smag for musik og samspil i et mandolinorkester i Lyngby. Tilfældighedernes spil ville at hun en dag havde valget mellem at spille kontrabas eller fagot.

  • Det blev bassen, og som ung tog jeg på en uges højskole i Askov, hvortil 400 andre amatørmusikere deltog.

Mødet med ældre mennesker der elskede musik. Og samspillet med unge. Både fra ind- og udland, gjorde udslaget. Hun var 17 år og på kollisionskurs med forældrene. Men i musikken mødte hun et sprog alle kunne tale. Siden har kontrabassen været hendes tro følgesvend.

Det er den erfaring + de mange år som professionel, Mette Hanskov, rundhåndet deler ud af til glæde og inspiration for børn og unge i Spring Strings.

  • Jeg vågner glad om morgenen. Og det takker jeg min bas for. Og min mand og to børn. Jeg er nemlig verdens største rodehoved, så det er husbond der styrer min spændende hverdag.

Lige her og nu består spændingen mest i, om Mette Hanskov overhovedet når at klæde om til stilfuld sort, og med håret sat op, inden hun skal i orkestergraven og stemme bas. Som en tornado – i kældergangene under nationalscenen - skrider hun hjemmevant i retning af damernes omklædningsrum og et velfortjent brusebad. Det er ikke her skattekronerne er brugt på dyr vægmaling og bladguld. Pladsen er trang og tøjskabene kunne lige så godt have været hentet på B&W værftet.

15 minutter senere dukker hun op igen. Som forvandlet i sort kjole. Med et piget smil og et koket kast med håret peger hun i retning af trapperne op til den hellige hal, hvortil tidens største stjerner har spillet, og hvor adskillige af børnene fra Spring Strings orkesteret drømmer om at komme til at spille en dag:

  • Se. Jeg nåede det. Er jeg ikke fin – uden træsko på?

 

Slut.