SpringStrings

Reportage fra Hamborgtur 16-18 April 2004

 

Billeder

Så har SpringStrings været på sin første turne i udlandet. 49 musikere, 18 forældre, 3 søskende, 5 lærere samt journalist Mogens Cuber og fotograf Gitte Lotinga deltog.

Turen gik til Hamborg, hvor vi besøgte Staatliche Jugendmusikschule - Hamburg.

Vi mødtes fredag eftermiddag ved Engelsborg skolen, hvor bussen blev pakket, og så gik det afsted mod Rødby.
Der var naturligvis temmeligt meget trafik ud af København, så vi kom lidt senere til Rødby end oprindeligt planlagt.

De fleste spiste deres medbragte mad ombord på færgen.
Kort før Hamborg, mødtes vi med Mette, Carina, Gitte og Hanna (der var kørt i bil) og Tomasz Lukasiewicz.
Tomasz førte os derefter til S-bahnhof Poppenbüttel, hvor vi blev modtaget af værtsfamilierne.

Hos værtsfamilierne blev vi budt velkomne og fik serveret middag - og så var det blevet tid til at komme til køjs.

Lørdag mødtes vi alle på Heinrich-Heine Gymnazium, hvor der var orkesterprøver formiddagen igennem.
Undervejs i orkesterprøverne gik alle ud i skolegården, hvor tyskerne skulle lære at danse Hamborg Sekstur.

Ved frokost tid, blev der serveret pizza til alle. Pizzabudet var henrykt: han fik lov at komme 3 gange med leverancer.
Efter frokost var der udflugt til Museumsdorf Volksdorf, hvor vi tilbragte et par timer i det dejlige solskinsvejr.

Da vi kom tilbage igen, var der serveret kaffe og te, samt småkager i massevis.
Så samledes alle musikere til fotografering, hvorefter de sidste prøver fandt sted.

Efter en hurtig omklædning var det så tid til koncert.
I en stuvende fuld sal, spillede SpringStrings sammen med fire tyske sammenspilsgrupper et brag af en koncert. På programmet var dels stykker hvor SpringStrings spillede alene, dels stykker hvor en/flere af de tyske grupper spillede alene, og afslutningvist numre hvor alle spillede sammen: Omkring 100 "børn" der spillede, og var meget engagerede.

Efter koncerten blev vi alle bespist med en stor buffet : mad og drikke manglede der ikke - til gengæld kneb det lidt med tallerkner og plastikkrus til sidst.

Efterhånden som vi fik spist færdig var det blevet tid til at komme tilbage til vore værtsfamilier.

Søndag mødtes de fleste af os på S-bahnhof Pobbenbüttel, hvor der var afsked med forældrene fra værtsfamilierne.

Herefter kørte vi med vores bus - og en del med S-bahn ind til centrum af Hamborg - hvor vi mødtes i musikskolens flotte bygning.

Efter en spadseretur på en times tid rundt i omegnen, blev der serveret pasta med kødsovs til alle.
14.15 var det tid til hjemturen, men først skulle der tages afsked med de tyske børn. Da bussen kørte stod der 40 børn og vinkede med hvide lommetørklæder : En meget rørende afsked.

Hjemad igen, og endnu en gang blev madpakkerne spist på færgen.

Det var en rigtig god tur - og en speciel stor oplevelse af se de venskaber der opstod - på trods af sprogbarrierne. En stor del af børnene snakker ikke andet end deres modersmål - men oplevede alligevel, at man godt kan forstå hinanden alligevel.

En stor tak til alle, der har været med til at gøre denne tur til en stor oplevelse.