SpringStrings
 

Reportage fra Besøg fra Hamborg 4-6. Juni 2004.

billeder fra weekenden

I Weekenden 4-6 havde SpringStrings besøg af 67 børn, forældre og lærere fra ”Jugend-StreicherForum”, "Ensemble A", "Ensamble B" og "musikklasse H.H." alle fra Hamborg.
De samme som vi besøgte 14-16 April.

Tyskerne ankom med bus til Engelsborgskolen fredag aften ca 20.30. Da alle havde fundet deres bagage og instrumenter, var det tid at finde sammen med de respektive værtsfamilier.
Der var mange, der genkendte hinanden fra vores tur til Hamborg, så det gik relativt nemt - på trods af at der var enkelte afbud i sidste øjeblik. Indkvarteringslisten blev ændret 3 gange i løbet af fredagen, og endnu engang efter tyskernes ankomst. Alt faldt på plads - og så var det tid at komme hjem.


Lørdag morgen mødtes vi alle i Kulturhuset, hvor der var prøve hele formiddagen.

En tysk cellist havde haft et mindre uheld med sin cello dagen før afrejse til Lyngby, men det blev løst - han lånte en Cello fra Musikskolen og spillede med stort set hele dagen.
Ved middagstid var der dækket op i Stuckenberg-salen - sandwich-boller og pålæg. Alle gik til den - og der var stadig mad tilbage.

Efter frokosten forsatte prøverne - primært Jugend-Streicher forum, men der blev desuden øvet i kunstner foyeen (kælderen) og i selve foyeen.

Kl 14.30 samledes alle så igen i Kuhlau salen - det var tid til generalprøve.

Mens der var generalprøve, blev der endnu engang dækket op til spisning: En stor flot buffet i Stuckenberg salen og borde til spisning i Chr. Winther salen.
På menuen stod oksesteg og skinke - samt et væld af forskellige salater (pasta, kartoffel, grøn, etc)
. Da alle var klar til spisning viste det sig at vi var flere end beregnet - der var kun plads til 172 i Chr Winther salen, men dette blev klaret ved at sætte 5 ekstra borde op i forhallen.
Samlet var vi nok omkring 190 børn, unge, forældre og lærere, der spiste fælles middag.

Klokken nærmede sig 18.45 hvor alle musikkere samledes til stemning og de sidste forberedelse inden koncerten.
En stor samling forældre tog sig at oprydning efter middagen, og gradvist ankom de mange tilskuere til koncerten.


Kl 19 var det så tid til koncert.
Mette bød velkommen og så lagde ”Jugend-StreicherForum”, "Ensemble A", "Ensamble B" og "musikklasse H.H." og SpringStrings ud med Sound of Music. Samlet vel knapt 100 strygere.

Efter indledningsnummeret kom 5 numre specielt indøvet til lejligheden, hvor hver instrumentgruppe spillede et nummer, akkompagneret af de øvrige instrument grupper:
2. Violinerne lagde for med Allegro (fra Suzuki bog 1), Celloerne spillede "Fransk Folkesang" (som suzuki violinerne kender som "vajende palmer").
Bratsch gruppen spillede Andante fra Haydns Børnesymfoni, 1. Violinerne spillede Dvoraks Humoresque (Suzuki bog 3), og Basserne spillede en sats fra Safranskis Baskoncert.

På denne måde fik alle mulighed for at spille "solo" - og et bredt spektrum af stygerinstrumenter blev præsenteret.

Så kom to numre, hvor kun A-orkesteret og Jugend-StreicherForum spillede: Først Pizzicato Polka af J. Strauss - (specielt indøvet til lejligheden), fulgt af Purcell's Chaconne.

Dernæst var det Jugend-StreicherForums tur; De spillede fire numre: 1. sats af divertimento (Mozart), Impromptu for styrgeorkester (Sibelius), The easy winners (Scott Joplin) samt "Orawa" for strygeorkester (Wojciech Kilar)
Fire flotte numre, der beviste hvor alsidige strygeinstrumenter kan være.

Efter en pause, var det så igen A-orkestrets tur: De spillede Jazz Pizzicato af Leroy Andersson - og var forstærket til lejligheden af SpringStrings' "blæser-gruppe", der akkompagnerede på ballonner.

Dernæst spillede alle så med igen: Først Bachs Brandenburg koncert nr. 2.
Mette overlod så podiet til Thomaz, der dirigede førstesatsen af Vivaldis Primavera/Spring - et "obligatorisk" nummer, der jo har været med til at give navn til SpringStrings.

Efter Primavera holdt Kai Aage Ørnskov (Formand for Musikskolens bestyrelse og tidligere borgmester) en tale.

Denne ekstra pause udnyttede nogle af orkestermedlemmerne, Mette og Gitte til en hurtig omklædning - så de var parate til koncertens overraskelse:
Til det sidste nummer - Hamborg Sekstur - stillede Mette og Gitte op i folkedragter. Desuden kom 10 folkedansere (primært orkester medlemmer) også i folkedragter og dansede med til Hamborg Sekstur.

Så var koncerten slut - og det var tid til at pakke instrumenter sammen.

Her fik vi en lille ekstra oplevelse: Der var desværre en der havde tabt sin bue på gulvet - og på en yderst uheldig måde: Den faldt ned imellem scenegulvet. Ramperne måtte køres helt ned, og en scenetekniker måtte kravle ned for at hente den.


Efter koncerten var det tid til Underholdning - Folkedanseinstruktør Helle Larsen stod for underholdningen: Der blev danset og danset og danset af orkestermedlemmer og forældre - og fra begge nationer. Hertil spillede "udvalgte" lærere forstærket af Svend på klarinet.

Klokken nærmede sig 22, og en lang dag var til ende.


Søndag morgen mødtes de fleste kl halv-ni ved Engelsborg skolen - mange var af naturlige årsager trætte.
Enkelte havde valgt at sove lidt længere og stødte til lidt senere.

Tyskernes bagage og instrumenter blev pakket i bussen, og så gik turen afsted mod Statens Museum for kunst.
Vi blev lukket ind af sideindgangen - og fik lejlighed til at se hvor gode sikkerhedsforanstaltninger de har.

Efter en kort prøve var det tid til endnu en koncert. Her var det primært tyskernes koncert, men A-orkestret spillede også med.

Første nummer var Purcells Chaconne (Jugend Streicher Forum og A-orkestret).

Dernæst fik de mindre tyske sammenspilsgrupper lejlighed til at spille: Først "Ensemble A", der spillede en Kanon ("Auf ihr Kinder") og Wolfgang Richters Coroli.
Dernæst "Ensemble B", der spillede "Für Saskia", "Den grønne tommelfinger" og "Liebeslied" .

Musikklasse H. H spillede derefter en menuet af Mozart og Beatles klassikeren Yesterday.

JugendStricher Forum bidrog med en March fra Peter og Ulven (af Prokofieff), og dernæst sammen med A-orkestret Jazz Pizzicato af Leroy Andersen og Strauss's Pizzicatopolka.

Koncert afsluttedes (selvfølgelig) af Vivaldi's Primavera.


Efter koncerten var der lejlighed til at kigge sig lidt omkring på Museet, hvilke en del benyttede sig af.
Andre gik ud med det samme - og nåede lidt sightseeing i København, da der var en time til næste punkt på programmet.

Kl 12.30 mødtes vi så alle igen til Frokost i Kongens have:
Sandwich boller og forskellig slags pålæg i rigelige mængder.
Desværre var vejret ikke helt med os, så 10 minutter før vi skulle spise, begyndte det at smådryppe - og det var efter "bordet" var blevet dækket op.
Lidt hurtigt flytning af maden afhjalp problemet - det blev heldigvis ikke til rigtigt regnvejr. En times spise pause, hvor forskellige aldersgrupper viste at de har forskellige behov - der blev leget, der blev sunget fællessange og der blev snakket i forskellige grupper. På trods af den store spredning i alder, var der muligheder for alle.

Da alle var blevet mætte, gik turen mod Nyhavn - Der var hyret en båd til kanalrundfart fra kl 14-15.
Her var vi ca 125 mennesker, og guiden snakkede selvfølgelig både dansk og tysk.

Kanalrundfarten sluttede ved Holmens kirke, og her ventede tyskerne bus.

Det var så blevet afskedens time - der blev krammet, sagt Auf Wiedersehen og ikke midst vinket farvel. Da bussen kørte var der enkelte der havde lidt svært ved at holde tårene tilbage.
Ja, der er blevet knyttet mange stærke venskabsbånd på denne og den tidligere weekend.

De danske orkestermedlemmer, lærere og forældre der stadig kunne stå på benene sagde derefter farvel til hinanden - det var slut på SpringStrings første sæson, og for enkeltes tilfælde slut på engagementet i SpringStrings. Katja (1. Violin og Cello) rejser tilbage til USA og kommer derfor ikke mere. Andre skal skifte skole / gymnasiet etc, og forventer ikke at få tid til overs til SpringStrings efter sommerferien.

Vi håber at få nye medlemmer efter sommerferien, og mon ikke der blandt dem der tror de slutter - skulle være nogle der fortryder ?
I hvert fald: det sociale liv i SpringStrings fejler ikke noget - glæden over at være sammen om musikken er tydelig.


Til sidst en stor tak til alle der har været med til at skabe et fuldendt arrangement.
Uden så mange engagerede forældre var det ikke lykkedes.